Blomsterpollen

Blomsterpollen!
Af Kristian Jensen.

Vi ved alle at blomsterpollen er et værdifuldt foder til vore Lorier, og der findes da næsten ikke det færdigblandet foder, uden at der er tilsat pollen.
Men hvor stammer det fra ?, og hvad indeholder det af næringsstoffer siden vi åbenbart alle ved at det er et fremragende fodermiddel ?.

Pollen også kaldet støvkorn er de mandlige arveanlæg indenfor planteverdenen. Støvkornene overføres til støvfanget (de hunlige arveanlæg) på flere forskellige måder, f. eks. ved hjælp af insekter og vinden, (naturligvis også af Lorier).

Bier er nok det mest kendte eksempel på insektbestøvning af planter vi kender, som eksempel kan nævnes bestøvning af æbletræer. Når æbletræerne er i blomst ankommer bierne tiltrukket af duften og farven af blomsterne.
Blomsterne giver to slags føde, nektar og pollen. Insekterne skaffer sig pollen ved at klatre rundt på støvdragerne (der sidder pollen), bierne børster kroppen så ren de kan og transporterer pollenet hjem til boet på særlige organer. Honningbien bærer det som klumper på hvert bagben. Hjemme i boet kan det så bruges til opfodring af yngel, eller biavleren kan udvinde det, så vi kan bruge det til fodring af vore Lorier.

Næringsindhold:
Indholdet af næringsstoffer i pollen kan udfra de oplysninger jeg har indhentet svinge meget:
protein 7-35 %, kulhydrat 19,9-36,6 %, fedt 0,8-14,4 %. Men udover vigtige næringsstoffer indeholder pollen mange vigtige vitaminer og mineraler, hvoraf de vigtigste er: Vitaminer; B1, B2, B6, B12, C, D, E, og H. Mineraler; Kalium, Calcium, Magnesium, Fosfor, Svovl, Kobber, Jern, Klor.

Pollen spiller en vigtig rolle som foder for vildtlevende Lorier. For at illustrere dette så kan det nævnes at energiforbruget hos en 50 gr. tung Lori er ca. 8,0 kcal pr. dag. Det svarer til 4,8 gr. pollen eller 8,1 gr. nektar for at få sit energiforbrug dækket.
Det vil sige taget udfra den gennemsnitlige produktion af pollen og nektar hos eucalyptusblomster, må den besøge 480 blomster for at opnå de 4,8 gr. pollen, men 2970 for at få 8,1 gr. nektar.

Det er derfor et meget energirigt foder sammenlignet med nektar, og det vil derfor kunne anbefales at give fuglene et tilskud af pollen i deres daglige foder for at holde dem i form.

Dræbersnegle

Dræbersnegle
En ubehagelig oplevelse.

Vi bor i et af de områder af Danmark, hvor vi gennem efterhånden mange år har været plaget af store mængder Ibiriske skovsnegle, også kaldet "dræbersnegle".
Hidtil har sneglenes tilstedeværelse "kun" betydet at det i de sidste år har været fuldstændig umuligt af have nogen form for køkkenhave – alt bliver simpelthen ribbet – og så har det givet lidt ekstra motion, når vi hver aften har skullet samle spandevis af snegle. Det har vi nu opgivet i år, da der er så store mængder, at det er fuldstændig håbløst!
På det seneste har navnet "dræbersnegl" dog fået en speciel og kedelig betydning for os:
I foråret mistede vi det ene af vores Gulskuldrede avlspar, plus to unger de netop havde fået på pind. De fire fugle døde indenfor en periode på tre uger. Obduktionen viste at de indeholdt en masse kolibakterier, så vi var meget i tvivl om, hvad vi skulle stille op.
En masse spørgsmål drønede rundt i hovedet på os: Hvis det havde noget med hygiejnen at gøre, hvorfor viste ingen af de andre fugle så nogen tegn på sygdom? Vi fodrer med to forskellige slags foder, så flere andre fugle får dagligt foder fra den samme spand… Når vi gør rent ved fuglene er det i alle bure på en gang, så "rengøringsstandarden" er ens i alle bure.Vi mener selv at den hygiejniske standard er i orden, uden at vi er specielt hysteriske med den…
De af jer der har prøvet at miste fugle, hvor der ikke efterfølgende findes en klokkeklar forklaring på dødsårsagen, kan sikkert genkende den følelse vi gik med det næste lange stykke tid. Når det så oven i købet var fugle af den art vi går mest op i – som vi har haft mest besvær med at finde og som efterhånden kun meget sjældent ses i "ren udgave", er det vel forståeligt, at der i lang tid lød mange grimme gloser fra vores matrikelsnummer.
 

Brikkerne begynde først at falde på plads, da vi i sommer snakkede med nogle af vores bekendte, der fortalte om en ubehagelig oplevelse de havde haft. Vore bekendte fortalte at de dagligt plukkede salat og spinat til middagsbordet, indtil en dag hvor de opdagede at også deres have var blevet invaderet af sneglene. Salaten var ulækker af en masse snegleslim som næsten er umulig at vaske af, så den røg ind i voliererne, hvor der gik undulater og dværgpapegøjer. Resultatet var at alle fuglene døde pga. kolibakterier!!
Da vi fik denne melding undersøgte vi straks bunden i vores udendørs volierer, og gæt selv hvad vi fandt: Masser af snegle!!
Hidtil har vi ladet al vegetation gro i bunden af voliererne, og fuglene har så selv kunnet tage for sig af retterne. Hos Bjerglorierne er bunden altid totalt ryddet, ikke et græsstrå får lov at komme op, hvorimod de forskellige Chalcopsitta-arter overhovedet ikke nærmer sig bunden, så i disse volierer gror der alt lige fra græs og mælkebøtter til selvsåede hyldebuske og elmetræer.
Vore Gulskuldrede lorier har altid gået meget på bunden, men har været lidt mere kræsne end Bjerglorierne, så her har nogle ting fået lov at gro.
Vi har nu ryddet voliererne for al vegetation på bunden, som sneglene kan skjule sig i, og bunden er flere gange blevet svedet med en ukrudtsbrænder, for at ødelægge eventuelle snegleæg.
(1 "dræbersnegl" skulle efter sigende kunne blive til 400 på et år)

Vi overvejer nu om vi skal lægge grus/sten i bunden, men på den anden side vil vi også gerne holde voliererne så "naturlige" som muligt.
Selvom vi selvfølgelig ikke har det endegyldige bevis for at sneglene er skyld i fuglenes død, synes vi at der er mange indicier, der peger i den retning. Derfor denne lille advarsel til jer andre om at være opmærksomme på eventuelle "gæster" i jeres volierer.

Venlig hilsen
Kirsten og Carsten Uhrenholt. Nibe

Foderundersøgelse

Resultater fra fodringsundersøgelsen.(1)
Af: Kristian S. Jensen. Kerteminde.

I forbindelse med den udsendte liste vedrørende optælling af vores fugle, vedlagde jeg ligeledes en forespørgsel hvor i som medlemmer blev bedt om at beskrive hvordan i fodrede jeres lorier. Resultatet blev at 30 medlemmer sendte deres foderplaner tilbage. Det som jeg efterlyste var en forholdsvis detaljeret beskrivelse af foderplanen og det skulle gerne være med mål og vægt. Detaljeringsgraden på de indkomne planer er god, så det er muligt, i store træk at fortælle, hvordan man fodrer fuglene og med hvilke foderemner der er hyppigst benyttet.
I det følgende vil jeg remse op hvilke foderemner som bliver benyttet og hvordan de bliver brugt.
En beskrivelse af de enkelte foderemner vil jeg gemme til en anden gang.Når jeg nu ønskede at kigge lidt på hvad vi fodrer vores fugle med så tænkte jeg specielt på det flydende foder som vi giver vores fugle, samt sammensætningen heraf.
For at få et indtryk at hvad man fodrer med er det derfor også vigtigt at kigge på hvad der suppleres med foruden den flydende kost.
Derfor prøver jeg på at remse alle foderemner op.
 
 
Antal Deltagere.
30 har som tidligere beskrevet sendt deres foderplan ind. Dette spænder over fugleholdere med såvel mange som få lorier.

Færdigfoder.
13 anvender et færdiglavet nektarfoder uden yderligere tilsætning. Det drejer sig om produkterne Aves, Nutri Bird, Cede´ Og Nekton.
Yderligere 13 anvender et færdiglavet nektarfoder som bestanddel af deres egen blanding. 3 har både hjemmelavet
foder til en del af fuglene og færdigfoder til en anden del (chalcopsitta). Fælles for alle dem som anvender færdiglavet foder er at der desuden fodres med frugt, grønt og frø i forskelligt omfang.(dvs. ikke alle anvender frø og ikke alle anvender grønt.

Hjemmelavet.
17 personer anvender et nektarfoder som de selv har komponeret.
Foderet består af mange forskellige komponenter og ikke to loriholdere bruger samme opskrift.
Skulle der være et enkelt fodermiddel jeg har glemt, så er det ikke med vilje.

Følgende komponenter er oplyst anvendt: Aves lorinektar, Aves loristart, Aves nektardinner, Nutribird lorinektar, Cede´lorifoder, Nekton lorinektar, Nekton nektar plus, ATC total nektar food, forskellige slags æggefoder, druesukker, alm. Melis, blomsterpollen, havregryn, mysli, marmelader af forskellig slags, forskellige slags modermælkserstatning, honning, insektfoder, tørt brød, opblødt brød, rå æg, rasp, rismel, majsmel, sojamel, sojabønner, sojaprotein, guldkorn, cornflakes, fuldkornsgrød, hirseflager, boghvedemel, ølgær, foderkalk, vispumin, forskellige vitamin og mineralpræperater. Desuden alle tænkelige slags frugt og grønsager, frosne som friske. Desuden tørre og spirede frø/frøblandinger. Mange anvender også forskellige slags grønt såsom salat, kinakål, mælkebøtter og fuglegræs.

Fælles træk ved hjemmelavede blandinger.
Når man kigger på de hjemmelavede blandinger så er der nogle træk som går igen i næsten samtlige planer. Der anvendes typisk følgende produkter i hjemmelavet foder:
Et færdigfoder i større eller mindre mængde, sukker (honning, alm. melis druesukker), et kornprodukt (forskellige slags mel, havregryn, eller rasp), forskellige frugter eller grønsager, et mere proteinholdigt produkt (sojamel/bønner, pollen eller æggefoder).
Derudover tilsættes ofte et eller andet mineral/ vitaminpræperat.
Hvis man inddeler de førnævnte fodermidler i disse grupper er der ikke mange tilbage som ikke kan indplaceres. Generelt består hjemmelavede blandinger af mange forskellige komponenter, da vi lige skal være helt sikre på at fuglene får hvad de nu også skal bruge.
Vi må jo med hånden på hjertet erkende at det vi fodrer vores fugle er sammensat udfra mange års erfaring og prøvelser. Jeg vil vove at hævde at mange fugle tidligere døde på grund af komplet uvidenhed omkring fodringen, da der ikke er lavet nogle eller i hvert fald meget få videnskabelige undersøgelser omkring loriers ernæringsbehov.

Nu er det for det meste også sådan at man fodrer alle sine lorier med den samme blanding færdigkøbt eller hjemmeblandet. Men kan det passe at den lille Kokoslori har det samme ernæringsbehov som den store Sorte lori ?, næppe, men hvordan skal man så finde ud af om det man fodrer er den rigtige blanding ? Hvis blandingen giver gode fugle, hvor fjerdragten er i orden og fuglene giver sig til at yngle, så de får unger der forlader redekassen indenfor den tid der bliver angivet i litteraturen, så er der ingen grund til at ændre på opskriften.
Det kan dog tage nogle år inden man finder ud af det, hvilket i mine øjne er lang tid i uvished.
Løsningen på det kunne være at kopiere en opskrift, fra en erfaren loriholder som har gode resultater med sine fugle, hvorefter man lidt efter lidt finder ud af sin egen model af den pågældende opskrift.
Fordelen er at man allerede fra begyndelsen har en solid base man kan arbejde videre på.
Skulle man ikke ønske at blande sit foder selv så er der den mulighed at bruge et færdigfoder som bare skal røres op med vand.
Færdigfoderet på markedet er af en fornuftig kvalitet og er meget anvendt af loriholdere i Holland og Belgien. Om det skal være færdigfoder eller hjemmeblandet må afhænge af den enkeltes temperament. Efterhånden er der dog nogle vældig gode færdigblandinger på markedet, som kan fås til en fornuftig pris og som fungerer godt hvis de suppleres med frugt og grønt.

Efter indledningen til denne artikel vil jeg prøve at gennemgå nogle af de vigtigste næringsstoffer og deres betydning for fuglen.

De vigtigste næringsstoffer.
De vigtigste eller de tre største komponenter når man taler næringsstoffer er uden tvivl: Proteiner, kulhydrater og fedt.

Proteiner:
Når man kigger på et dyr, fugl eller menneske, så er det proteiner man ser. Fjer , hud og negle er opbygget af proteiner. Proteiner er det vigtigste af de store næringsstoffer, og mere end 50 % af cellernes tørstof består af protein. proteiner har mange funktioner: enzymer som styrer stofskiftet, hormoner, blodlegemer, muskelproteiner, er alle proteiner der har hver sin bestemte funktion.

Der findes flere tusinde forskellige proteiner, men fælles for dem alle gælder det at de er opbygget af aminosyrer. Aminosyrer findes der kun 20 forskellige slags, og det er deres indbyrdes placering i proteinet der afgør hvilken slags protein det er. Aminosyrerne deles i to grupper: de essentielle og de ikke essentielle. De essentielle aminosyrer er de aminosyrer som fuglene (og menneskene) ikke kan danne selv og som skal tilføres med føden.
De ikke essentielle aminosyrer kan kroppen selv danne udfra andre aminosyrer og forskellige stofskifteprodukter.

For at være sikker på at få tilført nok aminosyrer i foderet bør man i sin egen blanding satse på flere forskellige proteinkilder for at være sikker på at der tilføres nok af de forskellige aminosyrer.
Overskydende protein vil udskilles gennem nyrerne i form af urin.
Det skal dog bemærkes at overfodring med protein vil kunne ødelægge fuglens nyrer da de bliver overbelastet. Det er derfor vigtigt at man forstår at protein ikke bare er protein, men at det er indholdet af aminosyrer der bestemmer hvor godt fuglene kan udnytte proteinet.
Gode og kendte proteinkilder er f.eks. pollen, ølgær og sojaprotein.

Kulhydrater:
Kulhydrater eller sukkerstoffer er den primære energikilde for vores fuglen. Kulhydraterne inddeles i to grupper disaccarider og monosaccarider. Et sakkarid er en fællesbetegnelse for sukkerstoffer. mono betyder enkelt og di betyder flere.
Et meget brugt monosaccarid til vores fugle er druesukker også kaldet glukose. Glukose optages meget hurtigt af fuglen fordi det ikke behøver nogen fordøjelse for at blive optaget.
Stivelse er et disaccarid fordi det består af lange baner af glukose og disse samlinger mellem glukosemolekylerne skal nedbrydes ved hjælp af enzymer inden de kan fordøjes.
Et andet kendt monosaccarider kan nævnes: frugtose som findes i frugt og honning.
Af disaccarider: maltose (maltsukker), saccarose eller sucrose (rørsukker og alm. melis), samt lactose (mælkesukker findes i alle mælkeprodukter).

Tilsyneladende er der en vis usikkerhed omkring brugen af disaccarider til lorier hvorfor jeg har undersøgt dette lidt nærmere.
Det står klart fra ovenstående at disaccarider skal nedbrydes til monosaccarider ved hjælp af enzymer for at fuglen kan udnytte det.
Den enkelte type enzym kan kun nedbryde en bestemt slags næringsstof. mangler enzymet kan disaccaridet ikke udnyttes.
Det lader til at der er nogen forskel på blomsternektar hvor i verden vi befinder os.
Hvor lorier og sukkerfugle lever består blomsternektaren bl.a. af saccarose, fruktose og glukose.
Hvor tangarer og kolibrier lever findes der kun monosaccarider i nektaren dvs. der mangler saccarose.
Jeg har dog ikke fundet noget litteratur, der klart viser at vi uden problemer kan anvende almindeligt sukker (melis) i vores opskrifter. Tidligere var det meget udbredt at bruge alm. melis, men hvorfor mange ikke gør det mere, kan jeg ikke blive klog på. Enkelte anvender dog alm. melis med stor succes, uden problemer med fuglene.

Fedtstoffer:
Fedtstoffer har mange funktioner i kroppen ligesom proteinerne.
En af de vigtigste er oplagsnæring under huden, hvilket mange danskere har bemærket. Nogle fedtstoffer fungerer også som hormoner.
Fedt indeholder dobbelt så meget energi som kulhydrater.
Det fedt som vi interesser os for ved fodring af lorier, skal være vegetabilsk, da det er begrænset hvor meget animalsk fedt fuglene optager i naturen.

Udover de beskrevne ting skal et godt lorifoder indeholde forskellige vitaminer og mineraler for at fungere godt. Disse ting vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed. Med til historien hører også at lorier også lever af andet en lorinektaren. Det kan måske være fordi de spiser meget grønt eller mange forskellige frugter, levende foder og spiret frø, at lige netop din loriblanding fungerer godt.
I næste artikel vil jeg kigge lidt på de enkelte foderemner som i har oplyst i bruger.
Jeg vil kigge lidt på hvad de indeholder og hvilke fordele og eventuelle ulemper et givet fodermiddel har.
Skulle der blandt medlemmerne være nogle som vil give sit besyv med, så er de velkomne.

Resultater fra fodringsundersøgelsen. (2)
Jeg vil beskrive de fordele og ulemper som jeg ser ved de enkelte foderemner. Samtidig vil jeg dog gøre opmærksom på at jeg ikke er nogen ekspert på området, men blot at emnet fodring interesserer mig. (som det gør for hovedparten af loriholdere).

Blomsterpollen
Vi ved alle at blomsterpollen er et værdifuldt foder til vores lorier, og der findes da næsten ikke det færdigblandede foder uden at der er tilsat pollen. Men hvor stammer det fra?, og hvad indeholder det af næringsstoffer siden vi åbenbart alle ved at det er et fremragende fodermiddel ?
Pollen også kaldet støvkorn er de mandlige arveanlæg indenfor planteverdenen.
Støvkornene overføres til støv- fanget (de hunlige arveanlæg)
på flere forskellige måder f.eks. ved hjælp af insekter og vinden (naturligvis også lorier).

Bier er nok det mest kendte eksempel på insektbestøvning af planter vi kender. Som eksempel kan nævnes bestøvning af æble- træer. Når æbletræerne er i blomst ankommer bierne tiltrukket af duften og farven af blomsterne. Blomsterne giver to slags føde, nektar og pollen. Insekterne skaffer sig pollen ved at klatre rundt på støvdragerne(der sidder pollen). Bierne børster kroppen så ren de kan og transporterer pollenet hjem til boet på særlige organer. Honningbien bærer det som klumper på hvert bagben. Hjemme i boet kan det så bruges til opfodring af yngel eller biavleren kan udvinde så vi kan bruge det til fodring af vores lorier.

Næringsindhold
Indholdet af næringstoffer i pollen kan udfra de oplysninger jeg har indhentet svinge meget: protein 7-35 %, kulhydrat 19,9-36,6 %, fedt 0,8-14,4 %. Men udover vigtige næringsstoffer indeholder pollen mange vigtige vitaminer og mineraler hvoraf de vigtigste er: Vitaminer: B1, B2, B6, B12, C, D, E, H. Mineraler: Kalium, Calcium, Magnesium, Fosfor, Svovl, Kobber, Jern, Klor.
Nu har jeg netop sagt at pollen er et fremragende fodermiddel i mange henseender. Men mere mærkelig bliver det når Rose Mary Low refererer til en undersøgelse som viser at fuglene kun udnytter 4% af energimængden i pollenet dog stigende når der er unger.
Grunden til dette nævnes også af Carsten Uhrenholdt som beskriver at et pollenkorn er omsluttet af en fedtkappe som ikke når at blive nedbrudt inden pollenet er passeret gennem fuglene. Carsten beskriver også hvordan han har prøvet at starte denne nedbrydning ved at tilsætte en bakteriekultur. Forhåbentlig vil dette forsøg falde heldigt ud.

Men ellers er pollen stadig en af de mest naturlige foderemner vi har og bliver naturligvis brugt af mange loriholdere. Et par belgiske loriholdere har overfor mig beskrevet hvordan de har fået frisk blomsterpollen hjem fra Frankrig, hvor de lynhurtigt kunne se en mere livlig aktivitet ved deres fugle end ved brug af tørret pollen, som er mest normalt. Frisk blomsterpollen skal opbevares i fryseren.
Jeg tror ikke det er muligt at opdrive herhjemme, men hvis nogen ved det, så vil jeg gerne vide det.

Fodring 3!
Alm. melis og druesukker samt honning.
De tre ovennævnte sukkertyper er de mest anvendte i vores hjemmekomponerede blandinger, med druesukker på en klar første plads.
Druesukker også kaldet glukose er et simpelt kulhydrat som kan optages direkte af fuglen uden der skal ske en nedbrydning ved hjælp af enzymer. Alm. melis er i vores verdensdel fremstillet af roer og sukkeret kaldes saccarose. Det er i øvrigt fuldstændigt det samme sukker som rørsukker der som navnet siger blot er fremstillet af sukkerrør. Derfor er der ikke nogen ernæringsmæssig forskel om man bruger det ene eller det andet.

Fælles for både druesukker og alm. melis er at det i den raffinerede form vi giver vores fugle det er en ren energikilde uden anden værdi for fuglene. Anderledes er det med honning som nok er den sukkertype der kommer nærmest på blomsternektaren, der jo består af flere forskellige sukkertyper. Forholdet mellem de enkelte sukkertyper i honningen varierer stærkt efter hvilke blomster bierne har trukket på i en given periode. Udover sukker indeholder honning mange andre gode ting, som f.eks. mineraler og sporstoffer.
Som nævnt i en tidligere artikel så har der været en tendens til at tro at alm. melis ikke duer til at fodre lorier med da de ikke skulle kunne fordøje sukkerstofferne.
Jeg savner dog håndfaste beviser på at det er korrekt, da enkelte loriholdere har fodret med alm. melis i mange år uden nogen problemer. Når så blomsternektaren i de områder vores fugle lever sågar indeholder saccarose så kan jeg ikke se nogen problemer i at anvende det til vores fugle. Om det så kan give problemer for fuglegrupper som kolibrier der lever i en helt anden verdensdel skal jeg så ikke udtale mig om.

Mælkeprodukter.
En del loriholdere anvendte tidligere blandinger som indeholdt store mængder mælkepulver, sødmælk eller yoghurt. Mælk er ernæringsmæssigt set et meget komplet fodermiddel. For lorier er der dog det problem at de ikke kan fordøje mælkesukkeret (lactose) da de mangler et bestemt enzym. Derfor vil et foder baseret på mælkeprodukter give problemer før eller siden specielt for de mindre arter. Det kan derfor ikke anbefales at bruge mælkeprodukter i større udstrækning i sit foder.
Nu er der sikkert nogle som vil hævde at de gennem mange år har brugt mælkepulver i deres foder, men her skal man være opmærksom på at der findes flere typer af mælkepulver. Der findes typer som er baseret på sødmælk, på valle og på sojabasis og derfor er der stor forskel på hvilken type man anvender og dermed hvor meget lactose fuglene får indenbords.

Generelt ville jeg dog være meget forsigtig med at anvende mælkeprodukter i mit lorifoder.

Kornprodukter.
Kornprodukter dækker over en stor gruppe af foderemner såsom havregryn, forskellige slags mel, cornflakes, rasp, og forskellige slags babymadsprodukter. Næsten alle som laver deres eget foder bruger en eller flere slags af de nævnte kornprodukter. Kornprodukter indeholder generelt meget stivelse og et mindre proteinindhold. I vores foder bør det bruges som struktur så det ikke kun er hurtig optagelig energi fuglene indtager. Man bør dog ikke bruge for stor en andel i foderet da en del af det vil passere ufordøjet igennem og fuglene derfor skal indtage en uforholdsmæssig stor mængde foder for at få dækket deres energibehov.
I de hjemmelavede blandinger har kornprodukter en tilbøjelighed til at bundfælde sig, når fuglene så sidst på dagen kommer til en skål med tykt foder, vægrer de sig ofte ved at spise det.

Æggeprodukter.
Der blev oplyst flere som anvendte forskellige slags æggeprodukter både færdigkøbt og hjemmelavet.
En enkelt oplyste at bruge rå æg. Sidstnævnte vil jeg nok fraråde på grund af eventuel smittefare med salmonella. Ellers er æg en udmærket proteinkilde som med fordel kan anvendes til ens fugle.
Vær dog opmærksom på mængden.

Sojaprotein, sojabønner og sojaskrå.
Mange anvender et produkt af sojabønnen i mere eller mindre forædlet form. Sojabønner er nok den mest anvendte proteinkilde i verden til humanernæring da dens proteinsammensætning gør at vi er i stand til at fordøje den fuldstændigt.
Hvis man ser nøjere på indholdet i færdigfoder så indgår sojaprotein altid i en eller anden form.
I handlen findes det rene protein som rent pulver, de hele bønner kan købes i supermarkedets helsekostafdeling. Sojaskrå kan købes på grovvarehandlen. Forskellen på de tre produkter er vigtig at kende.
Sojaprotein i ren form er næsten ren protein (der findes forskellige slags). Sojabønner er meget fedtholdige og indeholder også meget protein.
Sojaskrå er et restprodukt efter at olien er trukket ud af bønnerne og bruges i stor stil i husdyr -produktionen. Sojaskrå er meget billigt proteintilskud til vores fugle og nok det billigste proteintilskud vi kan bruge. Soja i den ene eller anden form er altså et godt proteintilskud i planerne.

Nu har jeg i nogle enkelte artikler fortalt lidt omkring de enkelte fodermiddelgrupper som anvendes i fodringen. Det har jeg gjort for at man har en ide om hvad det er for noget foder man tilbyder sine fugle. Jeg synes det er vigtigt at man har lidt fornemmelse for hvad et givet fodermiddel indeholder og man har tænkt lidt på hvorfor man kunne tænke sig at bruge netop det foderemne i sin hjemmelavede nektar. Hvis du har en foderplan som fungerer godt og som giver nogle gode unger så er der jo ingen grund til at lave om på den.
Er du derimod ikke tilfreds så er der al mulig grund til at søge efter årsagen.

Infektioner

Infektioner
Flagellatinfektioner i lorier og flagermusepapegøjer.
Af Josh Hubers.

Når man tænker på fuglesygdomme, så er det normalt svampen Candida albicans, eller bakteriesygdomme som skyldes salmonella- eller colibakterier.
En sygdom som er forholdsvis ukendt, men som alligevel er meget normal er infektion med flagellater. Flagellater er encellede organismer. som har en hale kaldet flagella.

Sygdommen findes ofte i duer, kaldet "den gule syge" som referer til misfarvningen i halsen. Bengalenske finker (jeg kender ikke det danske navn) er kendt for at bære sygdommen uden selv at vise symptomer herpå.
Andre fugle som gouldsamadiner kan også få sygdommen.
Flagelllater er fundet i tarmen på papegøjer og lorier.
Symptomerne afhænger af hvilken art flagellat det drejer sig om.
I min beskrivelse vil jeg koncentrere mig om vores målgruppe.

Ved første øjekast vil symptomerne forvirre fordi de meget ligner symptomerne som en krobetændelse, der skyldes svamp eller andre bakterier, forårsager.
Jeg har observeret forskellige symptomer.
Oppustet eller tendens til oppustet kro.
Den måde som fuglen opfører sig på kan sammenlignes med opgylpen af foder til den unger eller partner. Nogle dråber nektar kommer til syne på spidsen af næbbet, men bliver senere spist. Specielt i de tidlige stadier, lider fuglene kun af en tendens til at kroen pustes op. På dette tidspunkt taber fuglen ikke vægt og den viser ikke andre tegn på sygdom.
 
 

Stoppet kro.
Nogle gange forbliver føden i kroen. Fuglen spiser ikke mere da føden ikke kan passerer igennem.
Det er muligt det skyldes en infektion med flagellater selvom andre ting kan forårsage samme symptomer.
Jeg behandlede engang en fugle med stoppet kro på følgende måde:
Jeg masserede kroen mens jeg holdt fuglen med ryggen nedad med den anden hånd for at få noget indhold af kroen op. Det fungerede ikke og efter at det havde varet i 2 dage gav jeg den 2 ml. saltvand ned i kroen ved hjælp af en kronål. Efter at havde masseret kroen igen fik jeg noget kroindhold som jeg undersøgte under mikroskopet.
Jeg forvente at finde svamp(candida)
men der var faktisk mange flagellater.
Kort derefter gav jeg fuglen 1 ml. nektar med medicinen ( Ronidazole). I løbet af en dag var kroen helt tømt. Min lori kom sig over sit fordøjelsesbesvær og ret hurtigt indtog den sin normale mængde foder.
Efter min mening viser disse eksperimenter at flagellater meget vel kan føre til stoppet kro.

Ingen specielle symptomer.
For at gøre tingene mere besværlige så sidder nogle fugle bare og ser syge ud uden nogle specifikke symptomer. Yderligere undersøgelser og analyser af kroindholdet er nødvendige for at få fastslået at flagellater er involveret.
Nogle gange undersøger jeg prøver uden af finde noget.
Det har været med fugle med oppustet kro.
Efter at have givet dem medicin forsvandt symptomerne og fuglene kom sig.
Indersiden af kroen er meget foldet, som kan gøre det muligt at undgå flagellater hvis kun en prøve bliver undersøgt.

Diagnose.
Tag en prøve af kroen og undersøg den under mikroskop med 100 til 400 ganges forstørrelse som vil gøre det muligt for os at se flagellaterne.
Flagellaterne dør hurtigt og undersøgelsen skal foretages inden for få timer efter prøven er udtaget.

Behandling.
Den mest almindelige medicin mod flagellater er ronidazol (også kendt som ronitrol) og metronidazol (emtryl).
Man skal være meget forsigtig med dosering af metronidazol.
I lave doseringer har det ingen effekt, men en for høj dosis vil give en forgiftning eller det der er værre dræbe fuglene. Når man tager de farer i betragtning, så er det meget bedre at bruge ronidazol (2,5 %).
Tidligere var det muligt at få det i 10 %, men det laves ikke længere.
Ronidazole skal opløses i vand, men eftersom vores fugle ikke er frøspisende og spiser meget vandig føde skal doseringen justeres.
Et doseringsmål leveres normalt med ronidazol.

En strøget måleske ronidazol blandes med 4 liter nektar. Selvfølgelig skal mængden af ronidazol være i nøjagtigt forhold til den mængde nektar man bruger. Alligevel, i modsætning til metronidazol, vil fugle ikke tage skade af en lille overdosis ronidazol. Behandlingen skal vare i 10 dage. Fugle som tidligere har været inficeret skal behandles 2 x 7 dage årligt. Nogle flagellater vil overleve i folderne i kroen og kan give en ny infektion.

Hvis nyindkøbte fugle endnu ikke er blevet testet (gælder specielt vildtfangne fugle), så kan det tilrådes at give dem en forebyggede behandling mod en mulig infektion med flagellater. Det er tilrådeligt at give alle ens fugle en behandling 2 gange årligt for at undgå problemer med flagellater (red: det bør kun gøres hvis man tidligere har haft problemer). Ronidazol fås som kapsler eller som pulver. Kapslerne skal opløses i vand og er derfor gode til frøædere.
Ronidazol i pulverform er meget billigere at bruge og det vil kunne bruges i 3-4 år.

Konklusion.
Denne sygdom er mere udbredt en de fleste folk tror. De fleste af os kan huske de til Holland importerede iris-lorier, Thrichoglossus iris. Alle fuglene døde på grund af en infektion med flagellater.
Der er mange andre sørgelige eksempler. Fornyelig så en loriholder mange af hans lorier og flagermuspapegøjer dø uden at kunne finde årsagen til denne dødelige sygdom.
Heldigvis, efter at man havde fundet flagellater, kunne han redde nogle få syge fugle takket være en effektiv behandling.

Mine fugle behandles forebyggende 2 gange årligt.
Det lader ikke til at flagellaterne bliver resistente ved normal brug af medicinen.

PDFD- Psittacine

PDFD- Psittacine beak and feather disease.  en upåagtet sygdom hos lorier
Af Kristian S. Jensen.

Lad mig sige det med det samme!- Jeg er ingen dyrlæge og det som jeg i det følgende beskriver er baseret udfra mine egne erfaringer med sygdommen og en hel del læsning af artikler om emnet, primært fundet på Internettet. Jeg føler der er stort behov for oplysning om PBFD da det ikke var en sygdom jeg nogensinde havde havde hørt om hos lorier og den ligefrem lever lidt upåagtet blandt vore fugle. Mit indtryk var at det var en sygdom som primært ramte store papegøjer og i særdeleshed kakaduer. I nogle lidt ældre artikler skrives ligefrem at man ikke mener lorier kan få sygdommen.

Hvad er PBFD ?
PBFD er en virussygdom med circovirus som giver dårlig næb og fjerkvalitet. Heraf det engelske navn. Infektionen rammer også fuglens immunforsvar hvorfor man også kalder den for fugle-aids.
Sygdommen blev først ordentligt beskrevet i 1975 af australske forskere. Siden hen har man fundet ud af at alle papegøjefugle er modtagelige og at sygdommen findes i både vilde populationer såvel som hos fugle i fangenskab. Specielt unge fugle er modtagelige for virus .
Da det er en virussygdom er der ingen behandling på syge fugle. En vaccine skulle være under udvikling nu. Det hjælper dog ikke at vaccinere fugle som er smittede. Mange fugle som har sygdommen er raske smittebærere. Det vil sige at man ikke kan se på dem at de er syge, da de virker helt normale. Hos fugle med kraftige fjertab er der oftest ingen vej udenom end at aflive dem, da man kun i enkelte tilfælde har set at fugle helbreder sig selv udbrud er blevet raske. Fugle med et stærkt immunforsvar er i stand til at skille sig af med virus og blive raske igen. Specielt lorier skulle være i stand til selv ar rense sig for virus og blive raske.(lidt ligesom når mennesker kommer sig over en influenza)
 
Hvordan ser jeg på min fugl at den har PBFD?
De typiske symptomer er tab af hale og svingfjer, fjer som ikke udvikler sig ordentligt eller fjer som ikke kommer ud af fjerskaftet. Fuglen kommer til at se ”pindet” ud. Nogle fugle som ser ud til at have pillet sig selv kan også have PFBD. I svære tilfælde taber fuglen alle fjerene og dør som følge af en anden infektionssygdom, da dens immunforsvar også er angrebet. Hvor længe der går inden den dør kan variere meget. Imens sidder den syge fugl og udskiller store mængde virus ud i miljøet. Til fare for de fugle som endnu ikke er smittet. Sygdommen er meget smitsom. Virus spredes gennem luften. Den kan blive bragt ind i det fuglehold via besøg af andre fuglefolk hvor indtørret afføring og fjerstøv kan indeholde store mængder virus. Der hurtigt kan fragtes rundt mellem fugleholdere på deres tøj og sko.
Men selvom man synes at alle fugle ser sunde ud så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Rigtig mange fugle er raske smittebærere og dem kan man ikke pege ud med det blotte øje. Her er det nødvendigt at få foretaget en test for at finde ud af det.  
I 2005 var der ikke rigtig noget som ville lykkes ved mine fugle. Unger døde i deres første leveuge eller også så døde ungerne i ægget ganske få dage før de skulle klækkes. I det tidlige efterår begyndt en del af fuglene af fælde kraftigt. Hos en enkelt fortsatte det så kraftigt at de flest af svingfjerene faldt af og fuglen kunne ikke flyve. Dens før så flotte udseende forsvandt helt i hukommelsen da indtrykket af den nu var en god gammel slidt støvekost med fjer der stak ud i alle verdenshjørner. Jeg vidste ikke mine levende råd om hvad pokker der gik for sig i mit fuglehold.
Da jeg tilfældigvis talte med en fugleven kom jeg med alle mine beklagelser om hvor ringe det gik ved fuglene. Han spurgte om jeg havde tænkt på PBFD da symptomerne jo godt kunne tyde på det. Jeg må erkende at det havde strejfet mig men det som jeg havde læst om sygdommen så skulle det jo kun være noget større papegøjer kunne få. Jeg havde på det tidspunkt aldrig læst om en lori der havde haft PBFD.  Sygdommen kan påvises ved en blodprøve eller ved en fjertest, hvor blodprøven anses for den sikreste.
Ved et tysk laboratorium fik jeg foretaget en test af nogle fjer fra den før omtalte støvekost. Svaret var rigtigt nok at fuglen var svært angrebet af PBFD. Jeg så desværre ingen anden udvej end at aflive fuglen sammen med yderligere en som også led af kraftigt fjerfald. For nu at finde ud af om det forhåbentligt var et engangstilfælde sendte jeg yderligere fjer fra 5 fugle af sted sammen med fjerene fra 5 lorier fra en anden fuglevens lorihold. Det viste sig at alle 10 fugle var inficeret med virusset.  
Jeg går derfor udfra at når hver 3. fugl i mit fuglehold er testet positiv for PBFD så er de resterende med stor sandsynlighed også smittede. Når man får en sådan melding så går ens tanker meget på hvad man så skal gøre i fremtiden. Min første tanke var at aflive hele samlingen og stoppe helt med fugle. Jeg kunne nemlig ikke leve med at fuglene ikke trives optimalt og at jeg kunne viderebringe sygdommen til andre når der blev solgt nogle unger. Efter et stykke tid blev jeg enig med mig selv om at forsætte og gøre det som er muligt for at fuglene kan rense sig selv for virus. Dernæst tage yderligere nogle tests for at se status i fugleholdet.
Det som jeg nu har iværksat er grundig rengøring hvor omgivelserne jævnligt desinficeres med Stalosan. Redekasser renses grundigt og desinficeres. Fugle som viser tegn på at få sygdommen i udbrud aflives(der har heldigvis endnu ikke vist sig nogle) alt sammen for at begrænse mængden af virus i omgivelserne. Dernæst prøver jeg på at styrke fuglenes immunforsvar ved lidt flere vitaminer og mineraler. Havde jeg haft mulighed for det var fuglene også kommet udenfor i naturligt sollys.  Hvis det på sigt lykkes mig at slippe af med virus og jeg får lyst til at indkøbe fugle udefra så vil jeg gennemføre en 3 måneders karantæne med test af de nye fugle. Som de fleste andre er længevarende karantæne ikke noget jeg hidtil har praktiseret.
Nu kan det godt lyde lidt voldsomt alt det som jeg har beskrevet her. Men jeg er overbevist om at sygdommen har været i mit fuglehold i en hel del år. Jeg er også 100 % overbevist om at den er langt mere udbredt end man kan forestille sig. Faktisk så er jeg overbevist om at hovedparten af jer har den i jeres fuglehold uden at i ved det. Bevis herfor har jeg dog ikke.  
Hvorfor så skrive alt dette? Jeg kunne jo bare have dysset det hen og forsat uden at fortælle nogen om det! Jeg er overbevist om at mange af de dårlige opdrætsresultater vi har med lorierne kunne PBFD være medvirkende til på den ene eller anden måde. Jeg mener også at fuldstændig åbenhed omkring sygdommen vil kunne medvirke til at reducere antallet af angrebne fugle så vi måske på lang sigt får bedre opdrætsresultater med vores fugle.
Da der er ingen som ved hvor udbredt sygdommen er i blandt lorier her i landet så kunne jeg godt tænke mig at der blandt klubbens medlemmer var nogle der ville bruge lidt penge på at få analyseret enkelte fugle fra deres bestand. Jeg forestiller mig at man kunne udvælge fuglene efter følgende rangorden: 1. fugle som man har deciderede fjertab. 2. fugle som er lidt løse i fjerene og som man har svært ved at få en ordentlig fjerdragt på. 3. fugle som har svært ved at holde sig selv rene i fjerene og som måske ligefrem har foderrester siddende omkring næbbet eller i hovedet. 4 øvrige fugle som tilsyneladende ser helt normale ud.  
En fjertest koster i omegnen af 20 euro per fugl ved det tyske laboratorium jeg har brugt. Hvis man er interesseret så ring eller mail til mig så kan i få adressen og jeg vil også gerne være behjælpelig med at afsende fjerene. Jeg synes det er vigtigt at nogle gør en indsats for at få belyst omfanget af sygdommen.
Jeg kan forhåbentlig på et senere tidspunkt vende tilbage med oplysninger om hvordan det går med at få fuglene befriet for sygdommen, så alt kan vende tilbage til normalt. Forhåbentlig er der også nogle af jer der frivilligt har fået foretaget nogle tests så kan få en ide om hvor almindelig sygdommen er.

Svampeinfektioner

Svampeinfektioner
Af: Kristian S. Jensen.

Når man er loriholder vil en af de første sygdomme man støder på ofte være en svampeinfektion. Netop svampeinfektion var den første sygdom jeg som nystartet loriholder stødte på. Jeg vil derfor prøve at beskrive de to former for svamp der er mest almindelig og deres symptomer.

Generelt kan man dele svampeinfektioner i to hovedtyper: Dem der angriber luftvejssystemet, og dem der angriber fordøjelsessystemet.

Luftvejssystemet
Den mest almindelige svampesygdom i luftrøret er forårsaget af Aspergillosis-svampen, der er en skimmelsvamp som findes praktisk talt overalt i miljøet omkring vores fugle. Især findes den i råddent træ og fugtigt savsmuld.
Den kan også angribe mennesker og er skyld i den velkendte tærskerlunge, hos landmænd der arbejdede med fugtigt og muggent korn.
Smitten sker ved indånding af svampesporerne som trænger ned i fuglenes luftvejssystem.
Fuglenes luftvejssystem er meget forskelligt fra pattedyrs.
Fuglenes lunger består af flere store luftkamre i kroppen, som er tilbøjelige til at blive angrebet af infektioner.
Om der udvikles en infektion afhænger af fuglens generelle sundhedstilstand, om den er stresset, om foderet er korrekt sammensat og ikke mindst af mængden af smitstof i omgivelserne. Desuden har man tilsyneladende fundet en sammenhæng mellem mangel på A-vitamin og på antallet af infektioner.
En svampeinfektion kan desuden komme som en følgesygdom til andre infektioner, hvor fuglens modstandskraft er nedsat.
Symptomerne på en infektion i luftsækkene er ved en Aspergillosis er som ved mange andre infektionssygdomme:

Hurtig vejrtrækning hvor man kan høre fuglen raller, vægttab, diarre(svært at vurdere ved lorier) og generel utilpashed.
Foruden at angribe luftsækkene kan der også forekomme infektion i syrinx (svarer til vores stemmebånd), hvor symptomerne kan være de samme som ovenfor, men tillige mister fuglen sin stemme og hvis vi ikke skrider hurtigt ind med behandling vil fuglen kvæles.
På grund af de mange forskellige symptomer, er en infektion med Aspergillosis svær at erkende, og man risikerer at behandle mod noget helt ande.

Hvis man giver fuglen antibiotika fordi man tror det er en bakterieinfektion, så virker det stik modsat hensigten ved en svampeinfektion, idet det ligefrem fremmer svampenes vækst. Dette er ofte årsagen til at svampeinfektion optræder som en følgesygdom, og derfor er en rigtig diagnose vigtig.
Behandlingen af Aspergillosis har ofte været skuffende, idet man er kommet for sent i gang.

Fordøjelsessystemet
I fordøjelsessystemet er det oftest candida-svampen, der er en gærsvamp der forårsager infektionen. Den findes ligesom Aspergillosis-svampen også overalt og lever i sunde dyr i fuld harmoni med dem på deres slimhinder.
Fra mennesker kendes angreb især fra spædbørn, idet angrebet kaldes for trøske.
Angrebet kommer under de samme forhold, som for Aspergillus, men med den forskel at sunde fugle hele tiden har kimene på deres slimhinder.
Symptomerne kan være: kroen bliver ikke tom, oppustethed, fuglene leger med maden, men spiser den ikke. Svampen kan i tidlige stadier ses som gullig belægning på undersiden af tungen og i næbbet, men den kan brede sig til resten af fordøjelsessystemet.

Candidasvampen kan i svære tilfælde brede sig i næbområdet og ud på næbbet, samt til øjnene.
Selvom en infektion med candida efter min mening er nemmere at erkende end Aspergillosis, så er det vigtigt at få stillet den rigtige diagnose inden behandling påbegyndes.

Behandling:
Forebyggelse er altid bedre end behandling, så renlighed er en selvfølgelighed når man taler om lorier. Alligevel vil der dukke tilfælde op hvis man er uheldig, og så er behandling nødvendig.
Der findes et middel som er rimeligt effektivt mod svamp i både luftveje og fordøjelsessystem.
Det hedder Nizoral og indeholder aktivstoffet ketaconazole.
I Danmark forhandles det efter min viden kun i tabletform, og det er derfor nødvendigt at lave en opløsning så det kan kommes i foderet.
Fordelen ved Nizoral er at man ikke behøver at indfange fuglene for at behandle dem, og at det er et bredspektret svampemiddel.

Opskrift:
Tabletterne findes med 200 mg aktivstof/tablet.
1 Tablet opløses i 10 ml vand.
Dette giver 20 mg aktivstof/ml
Ved brug af en pipette går der 20 dråber på 1 ml, derfor vil 1 dråbe indeholde 1 mg aktivstof.
Dosering: 1 mg aktivstof/25 gr fugl i 10 dage
Eksempel: en Bjerglori vejer ca. 130-150 gr, den skal derfor have 5-6 dråber af den fremstillede blanding i foderet i 10 dage.
Nizoral er receptpligtig, og skal derfor haves gennem dyrlægen.
Pas endvidere på med overdosering, idet der kan opstå forgiftninger.
Der findes andre svampemidler på markedet, men jeg har ikke hørt om succesfulde behandlinger med andre midler.
Hvis nogen har erfaring på området, så skriv endelig om det her i bladet. Det gælder dog her som for så mange andre sygdomme: jo tidligere man får stillet diagnosen og startet behandlingen, des større chance er der for at redde fuglen.
For dem der kan have yderligere interesse i emnet kan jeg oplyse følgende kilder:
Lories and Lorikeets af Roger Sweeney
Loris af Theo Pagel
Lori Journal International nr. 4 1994
Medlemsnyt DLK nr. 3 1992

Ovenstående artikel er tidligere trykt i penseltungen, men efter Carsten Uhrenholdt´s erfaringer følte jeg der var behov for et genoptryk. Bemærk at Carsten behandlede med et middel som hedder Sporanox.

Dette skulle være effektivt overfor både Candida-svampen og ikke mindst overfor Aspergillussvampen.

Mit indtryk når jeg taler med folk som har haft svampeinfektion i fugleholdet er at de er overraskede over hvorfor det pludseligt optræder i deres fuglehold.
Som der står ovenfor så er smittekilden altid til stede i vores fuglehold, i større eller mindre omfang og fuglene bliver kun angrebet hvis deres modstandskraft er nedsat. Omhyggelig rengøring kan fjerne den største smitstofmængde men ikke helt eliminere den.

Del siden