Bjerglorier

Bjerglorier
Trichoglossus haematodus moluccanus.
Af: Per Madsen, Viby J.

Mange fuglefolk har en vis "skræk" for den fuglegruppe der hedder Lorier. Det er der nu ingen grund til. Mange synes det er noget besværlig noget med foder, redekasser, voliereforhold osv. Det kræver lidt gode råd.

Det vil jeg så her prøve at give dig.
Først vil jeg starte med en farvebeskrivelse:

Han og hun: Hoved, hovedets sider og struben mørkt brunblå med glinsende blå skaftstriber på alle fjer. Et nakkebånd er gulagtigt grønt.
Fjerene på baghals og skulderregion er delvis klart skarlagenfarvede mod spidsen, skulderfjerene gule med højrødt skær i nogle og i andre tilfælde er skulderpartiet kun gulligt.
Ryg, bagryg og halens overside grøn. Kroområde og bryst purpur- rødt, nogle af fjerene i midten af dette område kantet med dybblåt. Brystsiderne orange-gule med mere eller mindre purpurrøde fjerspidser. Bugmidten dyb blå, bugsider purpurrøde, men plettet med gult og grønt i fjerspidserne.

De 4 midterste halefjer blåliggrønne, sidehalefjerene grønne på yder- og gule på indefanen, hvilket aftager i udbredelse mod halens midte, halefjerenes underside er gullig. Hånd- og armsvingfjerene grønne på yder- og mørkt brune eller sortagtige på inderfanen, med en stor oval gul plet på midterste del af fjerene, så der dannes et tværbånd over vingens underside.
Underskulder- og undervingedækfjer lyst purpur og underhaledækfjerene gule med grøn spids og med purpurrødt skær ved basis.
Næb rødt, ben og fødder askeagtigt grå, iris orange eller rødlig gul.
 

Denne farvebeskrivelse må kun betragtes som beskrivelse af normalformen, da Bjerglorien har meget stor farvespektra. Nogle individer er meget gule på bryst og bug, medens andre er mere eller mindre røde.
Det er dog vigtigt at man sammensætter sine fugle, så de begge passer farvemæssigt sammen.
Længde: 300-350 mm.

Udbredelse: Kyst- og tilgrænsende områder i Queensland, New South Wales, Victoria, Syd Australien.
Den findes på Tasmanien hvor den forekommer som trækfugl.
Bjerglorien er ikke nogen ny fugl i fugleholdet. Første gang fuglen blev bragt levende til Europa var i 1771.
I 1868 blev Bjerglorien indført til England og kunne ses i London Zoo.
Den første offentliggjorte afbildning af en australsk papegøje var en Bjerglori. Dette stammer fra Peter Browns "New Illustrations of Zoologi" udgivet i London, året var 1774.

Første gang beskrevet af Samuel Gotlieb Gmelin i året 1788.
Det første beskrevet opdræt er fra 1873 hvor det lykkes for A. Heublin, Coburg og Frederick Schneider, Brandenburg samt K. Petermann, Rostock Mecklenburg, samme år.

Året efter var det første opdræt i Frankrig og i 1877 antager man at det lykkes for englænderne.
I 1885 udstiller Grosser B. Christensen 2 unger i Rosenborg have.
Hr. O. Hirthe, København, har fået tildelt det egentlige Danske Førsteopdræt. Dette skete i 1936.

I dag er Bjerglorien sandsynligvis den Loriart der udstilles oftest.
Og den betager folk hver eneste gang. Man møder folk der stiller spørgsmålet "er disse farver noget der er menneskeskabt"? Hertil kan man kun sige nej.
Det er alt sammen fra naturens hånd.
Opdrætsmæssigt ses der mange fugle på vores udstillinger med opdræt.
Der rådes til at give en større parakitredekasse der ikke har mindre mål end 35 cm høj, og med en bundflade på 25 + 25 cm.
Et redehul på 8 cm vil være passende.
Volierestørrelsen stilles der ikke så store krav til. Men en længde på 2,5 m. vil være passende. Det er meget vigtigt at volieren er rigt udstyret med grene af forskellige tykkelse. Bjerglorien er meget glad for at motionere i disse.
Og den foretrækker ofte at kravle/løbe op og ned af volieretråden.

Parringsdansen består af en række komiske hop og vuggende bevægelser. Alt imedens fuglene udstøder en serie høje pift, fløjt og hvæsende lyde.

En opdrætter har beskrevet hvordan han ved hjælp af, at kunne imitere fuglenes fløjt, har kunnet få fuglene til at parre sig på kommando.
Redekassen bør ophænges indendørs da fuglene yngler så godt som hele året. Det tilrådes at fremstille to redekasser, så man har mulighed for at skifte mellem disse. Redekasserne kan fremstilles af ru fyrretræs brædder.
Loriers afføring er meget tyndtflydende, og derfor vil man hurtig opdage at det er nemmere at holde kassen ren, hvis man bruger to ens.
Høvlspåner vil være et udmærket redemateriale.
Inderrummet skal være frostfrit da fuglenes foder er flydende og dermed nemt kan fryse ved lave frostgrader.
Dette kan bestå af blomsterpollen, hindbærmarmelade, blændet frugt, f. eks æbler og appelsin, pære og sød frugtsaft.
Her siger erfarne opdrættere, at det saft man selv koger, af havens frugt, er det bedste. Hele blandingen blandes sammen med lidt varmt vand til en ikke for tynd konsistens og tilsættes lidt druesukker.
Man kan tilsætte et vitaminpræparat f. eks. SA 37.
Noget Bjerglorien er meget glad for er spiret solsikke, dette kan evt. overdrysses med blomsterpollen. Opdræt lykkes, som før skrevet ofte.
Der lægges oftest to hvide æg, sjældent tre.
Ungerne er nøgne ved klækningen.
Når de er et døgn får de lange hvide dun.

På 8. dagen vil den hvide dundragt være blevet uldagtig og snart efter vil de grønne vingespidser komme til syne.
På 22. dagen vil man kunne se de glinsende blå kropsfjer.
Efter 40 dages forløb vil ungerne være iklædt den farvede redeungefjerdragt.
Redekassen forlades sjældent før 60 dage efter klækningen.
Da vil ungerne ligne forældrene farvemæssigt.
Næbbet vil dog være mørkere ved spidsen, også fødderne vil ligeledes være mørkere end forældrenes.

Den gulstregede lori

Den gulstregede lori, Chalcopsitta scintillata.
Af Josh Hubers, Holland
Oversat af Kristian S. Jensen.
 
 
Den gulstregede lori er en populær volierefugl. Dens næsten unaturlige farver er elsket af dem som har mulighed for at se den i sollys hvor den næsten skinner.
Nogle mener de er for aggressiv eller for støjende.
Jeg tror de kompenserer for det med deres vidunderlige personlighed, som jeg har været vidne til med mine egne fugle.

Chalcopsitta arter er mindre egnede for en fælles voliere da de generelt er aggressiv. Størrelsen på volieren spiller dog en stor rolle. Jeg havde en stor voliere på 3×3 m hvor der var op til 15 forskellige lorier ad gangen.
På et tidspunkt kom der en Bernsteins lori, C.a.bernsteni. På samme tidspunkt havde jeg en tam tre måneder gammel gulstreget lori.
Denne fugl sad tit på min skulder mens jeg fodrede. Jeg kom ind i Fællesvolieren og lagde ikke specielt mærke til denne unge fugl. Til min store forbavselse fløj den fra min skulder og lige hen til de andre lorier, selv de krakilske sortkappede.
Bernsteins lorien var den første som den blev gode venner med. Fra den dag blev den sammen med de andre lorier uden problemer. Det demonsterer tydeligt den position Chalcopsitta-lorier indtager mellem lorier.
Gulstregede blev først holdt i 1872 i London Zoo. Der var derefter nogle enkelte importer. En af de første succesfulde opdræt var i Danmark i 1976. Senere i 70´erne og 80érne var der meget større importer og flere succesfulde opdræt. Muligheden for kønstestning havde stor betydning. På trods af det har den gulstregede lori aldrig blevet en almindelig fugl.

Introduktion
Den gulstregede lorier repræsenteret med tre tydelige underarter.

Nominatformen er C.s.schintallata (gulstreget)C.s.rubifrons (orangestreget) og C.s.chloroptera (grønstreget).
Nominatformen blev første gang beskrevet i 1787 af Latham som kaldte den Ambor parakit.
I 1790 var den første videnskabelige navn Psittacus batavensis.
Før den blev placeret hvor den er i dag, har den været i Lorius, Domicellus, Eos og selv i chalcopsittacus.

Slægten Chalcopsitta består af fire arter og ni underarter, som alle bebor Ny Guinea, Misool og også Aru og Salomonøerne.
De er alle store kraftige fugle med en lang hale, nøgen øjenring og en bar plet af hud omkring undernæbbet.
Fugle som er i god kondition har en skinnende fjerdragt.

I Fangenskab.
Gulstregede lorier er nemme at fodre. Når de først er akklimatiserede er de meget hårdføre fugle som kan tåle lave temperaturer hvis de har en redekasse hvori de kan overnatte.
Hvis det er muligt at opvarme et område(inderrum) så er det perfekt til fodring og redekasse. En skål med badevand skal altid være til rådighed for disse lori er. Man skal dog være forsigtig om vinteren med meget kolde dage, så de ikke kommer til at fryse. Det kan også anbefales at installere et sprinklersystem.
Når de først er blevet vant til det, bruges det regelmæssigt. De skriger højlydt, hængende ned fra volieretaget hvor man nemt kan se de røde undervinger på C.s.scintillata og C.s.rubifrons.
Gulstregede lorier elsker at flyve og skal derfor have en lang voliere.
Mine fugle har en 3 m lang voliere. Bredden er ikke så vigtig men skal under ingen omstændigheder være mindre end 1 m. grene til at gnave i bør altid være til rådighed.
Dette er vigtig ikke blot for at beskæftige fuglene, men også for at pleje fjerdragten. Specielt pilegrene bliver bidt i stykker og mens fuglen holder dem i næbbet stryger den dem gennem fjerdragten, med speciel opmærksomhed på svingfjerene.
Det er muligt at ikke alle slags træer bliver accepteret, men her må man eksperimentere lidt.
Denne adfærd er også kendt fra andre arter men ikke så udpræget som hos Chalcopsitta.
Som andre Chalcopsittas har den gulstregede nogle bestemte adfærdsmønstre.
Den mest påfaldende er det såkaldte."tiggen".
Unge fugle som lige har forladt reden tigger på denne måde med hovedet vuggende fra side til side, og høje gennemtrængende skrig. Voksne fugle mister ikke helt denne adfærd. Deres fjer er rejst, specielt nakkefjerene og ind imellem skriger de på samme måde som de unge fugle. Chalcopsittas danner hurtigt par, selv med fugle af en anden alder.
Andre arter af lorier gør det ikke så hurtigt, men selvfølgelig er der undtagelser.
Hvor ville det være rart hvis man kunne give disse fugle en stor voliere så de kan bruge deres vinger.
Inderrummet kan være meget mindre.
I områder med et køligt klima bør redekasserne placeres indenfor.
De kan være i volieren hele året.
Når de ikke bliver brugt til at yngle i, så sover lorierne i dem. Mange par yngler konstant året rundt mens andre har 1-2 kuld årligt på bestemte tider. Det er velkendt at det med importerede fugle kan tage år inden de første æg bliver lagt. Undtagelsen er kardinallorien, som mange opdrættere har haft unger i løbet af kort tid.

Fangenskabsopdrættede fugle af alle Chalcopsitta-arter vil med succes yngle meget tidligere.
En af de sorte lorier som jeg har opdrættet lagde dens første æg da den var 20 måneder gammel.
Redekassen skal have følgende mål: 25cm x 25cm og mindst 40 cm. høj og med et hul på 8 cm. i diameter. Hvis man vil undgå at æggene bliver ødelagt så kan man tilbyde en L-formet redekasse. Jeg har brugt den vertikale form uden problemer.
Høvlspåner bliver brugt som redemateriale. De voksne fugle vil flytte rundt på redematerialet indtil formen passer dem. Der findes også hunner som forer reden med små fjer.
Kuldet består af 2 æg som bliver ruget 24-25 dage. Deres størrelse er omkring 30x25mm. Nyklækkede unger har en vægt på 8 gr. og er dækket med små dun. Efter ca. 2 uger kommer de grå fjer. Dette er også tidspunktet hvor de skal ringmærkes med 7,5-8,5 mm. ring. Et nøjagtigt tidspunkt er ikke nemt at fastsætte og man må simpelthen prøve.
I Holland (og i Danmark) er ringmærkning af fugle ikke tvungent, men jeg tror det er vigtigt at ringmærke så vi kan identificere og spore blodlinier.

Unge gulstregede lorier udvikles meget langsomt, ligesom dusky lorien, Pseudeos fuscata som hører til de langsomste af alle lorier.
Det tager 70-80 dage før ungerne forlader redekassen den første gang.
I redetiden skal proteinindholdet i foderet være ca. 17 % mod 13 % normalt. I naturen er det muligt for fuglene at få pollen som er meget rig på protein.

Når fuglene har forladt reden bliver de hurtigt uafhængige. Allerede efter nogle få dage begynder de at spise selv. På trods af det fodrer forældrene dem i endnu 14 dage.
Senest når ungerne bliver jaget af hannen er det på tide at fjerne ungerne. Som allerede er fastslået er den gulstregede lori meget hårdfør og relativ nem at fodre. En hjemmelavet eller færdigkøbt nektar skal tilbydes. Yngleresultaterne vil vise om fodret er er rigtigt. Det er velkendt at en del arter af lorier spiser små mængder frø.
Den gulstregede er ikke sådan og frø bliver ikke spist, mens frugt villigt bliver spist.

Som artiklen viser, så er den gulstregede lori nem at holde og de kan anbefales. Men de kan til tider være meget støjende, men det kompenserer deres opførsel for.

Kan en fugl vise taknemmelighed

Jeg kom til at tænke på dette spørgsmål , da vi startede det nye år nytårsmorgen 2013.

Som sædvanlig var jeg gået ud og havde lukket op for mine lorier, så de kunne komme ud i den friske luft om morgenen i udevoliererne. Mod sædvane kom en sort Lori han ikke ud til mig som han plejer. Jeg tænkte ikke mere over dette, og gik til den ventende morgenkaffe.
Jeg gik ind og kom på nettet, hvor jeg læste en besked fra en udenlandsk face book ven. Han fortalte, at der havde været meget skyderi om aftenen og henover natten hos ham. Resultatet kunne han se nytårsdag om morgenen. Et par lorier og et par rosellaer lå døde. Derudover var der flere æg, som var blevet ødelagt hos rugende fugle.

I spøg sagde jeg til min kone, at jeg hellere måtte gå ud og kontrollere, om jeg havde mistet nogle. I den forbindelse gjorde jeg opmærksom på, at sort Lori hannen ikke var kommet ud som han plejer.

Da jeg kom ind i fuglehuset til mine inder volierer, kunne jeg se, at han var i bunden af volieren, og så var det hele jo godt. Ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at fuglen var i vanskeligheder. Forhistorien er, at den har forelsket sig i min hat. Hver dag napper den hatten og flyver ind i sit bur med den. For et par måneder siden besluttede jeg at forære fuglen hatten, og han har efterfølgende brugt meget tid med hatten, og givet denne mange tæsk. Lige før nytår havde han fået hul på hatten og bed og hev meget i denne, simpelthen for at få den ødelagt.
Jeg kunne nu se, at der var nogle lange tråde på hatten og nogle af disse havde fuglen fået snoet rundt om halsen 2 gange. I sin kamp for at fjerne trådene fra halsen, havde han fået smidt hatten op i badeskålen, og hatten var nu blevet meget tung, og ikke til at flytte med.
Jeg åbnede stille volieredøren, og kunne uden problemer klø fuglen på næbet. Jeg kunne nu se problemets omfang og konstatere, at en saks var nødvendig. Jeg fik lov at føle fuglen på halsen, og derved kunne jeg få fat i trådene og klippe disse over. Så var fuglen reddet – heldigvis.
Dagligt får denne sorte Lori lov at komme ud i fuglehuset, og den flyver altid rundt og irriterer de andre fugle i voliererne, men ikke denne dag. Den satte sig stille og roligt på min skulder, og forsøgte hele tiden at slikke min kind med dens lange penseltunge. Jeg tror, at det var dens måde at sige tak for hjælpen på. Sådan vælger jeg i hvert fald at tolke det.

Moralen er selvfølgelig, at man – uanset hvor meget ens fugle leger – ikke skal give dem materialer som kan skade dem. Og ja – jeg vidste det jo selvfølgelig godt.

Arne Petersen, Kolding

Mine erfaringer med kokoslorierne.

Grønrygget kokoslori, (Charmosyna plasentis subplasence)adskiller sig fra nominat formen (charmosyna plasentis plasentis) i daglig tale rødflanket kokoslori, ved at være grøn på gumpen, i stedet for blå. Hunnen er overvejende grøn i forskellige nuancer, mørkest på oversiden, sorte og gule kinder. Hannen har blå kinder og røde flanker ungerne ligner forældrene, lidt lysere i det grønne og hannerne får først senere de røde kinder og hans issen bliver mere markeret. De er ca. 15 -18 cm lange, og vejer omkring 36-40 gram
De lever på new Guinea, i de sydlige og østlige egne mellem ca. 1300 meter og op til ca. 1600 meter. De lever i næsten alt slags terræn, lige fra høje skove til de åbne opdyrkede områder.

Der er 5 underarter af C.plasentis, 3 med blå gump og 2 med grøn gump, og ellers er det, i grove træk kun nuancerne i farverne og størrelsen på den blå plet som er forskellen, og så de områder de lever i, feks den alm. rødflanket (c.p.plasentis) som kun lever på nogle små øer nord for new guinea, og pallidor kokoslori (c.p.pallidor) som lever på øerne syd øst for new Guinea. Men i fangenskab er de nok efterhånden blevet blandet sammen, så de måske kun skulle deles op i dem med grøn gump, grønrygget kokoslori og dem med blå gump, rødflanket kokoslori.

1,0 grønrygget kokoslori1,0 rødflanket kokoslori0,1 rødflanket kokoslori

Vi har i en del år opdrættet rødflanket kokos lori med svingende resultater, det er en forholdsvis stille fugl og let omgængelig, når først man har fået han og hun som harmonere sammen kommer der som regel også unger, men det kan godt tage noget tid før de finder hinanden. Af redekasser har vi prøvet forskellige, både natur stammer med en indvendig diameter på 15 cm, og 25-40 cm i højden, eller en stære kasse på 13*13 og 30 cm i højden. Begge bliver brugt, og er der ikke en kasse i nærheden yngler de også på bunden?
Sidst i 2004 fik vi så muligheden for at købe nogle grønrygget kokoslorier, sammen med andre små lorier. De blev hentet i Belgien den 18 december. Vel hjemme igen fik de et kasse bur på 60*60*120cm, i starten senere blev det udvidet til 240 i længden. 4 forskellige redekasser at vælge imellem, så det kunne da kun gå godt. Efter 6 måneder havde de end ikke kigget i kassen, og det ved jeg fordi jeg altid sidder et halm strå på tværs i indgangs hullet, så kan jeg altid se om de er interesseret i en kasse, og også hvilken en det er. Jeg fik mulighed for at købe et par mere i sommeren 2005, de blev så parret om, med dem jeg havde, alderen passede nogenlunde og størrelsen på fuglene var også god. Så var vi uheldige at få en bakterie slæbt ind i fuglehuset, som desværre tog omkring 15 fugle, mest hunner, hvorfor kunne dyrlægen ikke rigtig forklare. Hos de grønrygget var det hannen, og hos det andet par var det hunnen, så jeg stod tilbage med det første par igen. Så de fik plads i en anden voliere, nu var der jo lidt mere plads. Efter 4 dage havde de tjekket 3 redekasser, og på dag 7 lagde hunnen et æg, dog ubefrugtet, men det var da alligevel et æg. Men mere skete ikke, så efter yderlige 2 år uden resultat, eller mulighed for at købe yderlige ind til, blev de i januar flyttet til et mindre kasse bur, og det var noget de kunne lide, de havde kun den kasse som hun tidligere havde lagt det ene æg i, efter 5 dage var der igen æg, igen ubefrugtet, og de næste 2 år lagde hun æg som en høne, det blev til 35 æg på de 2 år. Alle ubefrugtede. Så fik jeg i august 2010 mulighed for at købe en ung hun, og jeg lånte en han af en anden opdrætter, de blev så parret på mit par. Her gik de så i et par måneder, hvorefter jeg  fik den skøre ide at tjekke ring nummer.    
         
 Da det var gjort, så jeg at den han jeg havde lånt og min hun havde samme årgang, samme bogstav og der var kun 1 til forskel i nummeret, så jeg tænkte de må være søskende, jeg tjekkede efterfølgende med opdrætteren og ganske rigtig, de er søskende, endda rede søskende. Så endnu engang blev de byttet rundt.
I efteråret 2010 fik jeg så bygget nye voliere til alle mine fugle, 80*80*150 med mulighed for at fjerne skille væge så de kan blive helt op til 7 meter i længden. Så begyndte hun igen at ligge æg, stadig ubefrugtet, så jeg tjekkede ikke så tit mere. men pludselig en dag hørte jeg tigge lyde fra kassen, og ganske rigtig der lå en unge på ca. 3 dage i kassen,

Jeg nåede heldigvis at få den ring mærket. Det var omkring 7 år efter jeg hentede dem i Belgien. 47 dage senere kom der en unge på pind, ganske pæn i størrelse og perfekt i fjerdragten, så tålmodighed lønner sig i sidste ende.
Deres foder består af en blanding af 2 dele aves lori nektar, en del aves loistart, og 1 del alm sukker, blendes med vand, + æble og gulerod, til en meget tynd blanding, de tager ingen andet frugt eller andet grønt end som mælkebøtte. Herefter har ungen været 1½ måned på pind, har de igen befrugtet æg i kassen, så det var nok lidt start vanskeligheder han skulle have rystet af sig, men de har jo også rundet de 8 år nu.

Torben Leen, Genner

Rødflanket kokoslori

Rødflanket kokoslori (Charmosyna Placentis Placentis)

Beskrivelse:
Hunnen: overvejende grøn med gulstribede øredækfjer og blå plet på ryggen.
Hannen: Overvejende grøn med lysegrøn isse, røde flanker, blå øredækfjer og kinder og den øvre del at struben er dyb rød. Næbfarven bør være mørk rød.
lænngde ca 17-18 cm vægt: 30-35 gram. Ringstørrelse: 4,0 -4,5 mm

Udbredelse: Det sydlige New Guinea, Molukkerne og Aru-øerne. De har et bredt udbredelsesområde, men lever mest i skovområder og plantager i lavlandet og op til 1600 m over vandet.

Opdrætsberetning:
Da jeg i midten af firserne så kokoslorien på en udstilling i Silkeborg blev jeg straks meget betaget af dem og tilbragte lang tid ved deres bur for at kigge på disse små papegøjer og deres skønne farver. Der gik dog mange år inden jeg selv havde lorier og inden jeg i 94 fik de første kokoslorier. Jeg vil her fortælle lidt om de erfaringer jeg har gjort mig med dem i de år, på godt og ondt.

Det første år havde jeg mine kokoslorier i kassebure om vinteren og om sommeren blev de sat ud i nogle volierer uden inderrum, i slutningen af maj måned, som det år var rigtig lun og god. Skæbnen ville dog at vejret i slutningen af juli slog meget drastisk om og blev koldt og fugtigt. Det var mere end mine lorier kunne klare og en morgen var de begge døde, uden jeg syntes de havde set specielt sløje ud om aftenen.

Det var bare ærgerligt og nogle dyre lærepenge blev betalt på den måde. Beslutningen om ikke at have dem i udendørsvoliere uden inderrum blev allerede taget her. Det er tydeligt at se at fugt og kulde bryder de sig bestemt ikke om. I løbet af det næste års tid havde jeg fået indkøbt 2 par og de gik nu indendørs i nogle kassebure på ca 1,25 x 50 x 60. Her trives de egentlig udmærket, men jeg blev lidt træt af rengøringen der skulle gøres ofte, hvis der bare skulle se lidt ordentligt ud.

Da jeg fik mulighed for at få bygget nogle volierer indendørs på 2x1x2, så fik jeg nogle forhold hvorunder fuglene så ud til at trives og hvor rengøringen absolut ikke er en belastning. Men allerede halvandet år senere blev jeg nødt til at flytte til et andet hus og have fuglene på en lidt anden måde. Jeg ville gerne have lidt flere fugle, så de ovennævnte volierer der er bygget af bredrammer blev delt på midten så jeg fik fugle i to etager. Det er nu opstillet så der er adgang til voliererne både forfra og bagfra. Denne opstilling har nu fungeret i knap et års tid og vist sig god for både fuglene og mig.

Fordi jeg har prøvet at have kokoslorier på mange forskellige steder og måder, så har jeg fundet ud af hvormeget indeklimaet betyder for at fuglene trives og for at luftkvaliteten er i orden. Jeg bor nu i et gammelt utæt hus, hvor der er et godt luftskifte. Det har betydet at rummet hvori mine fugle opholder sig er tørt og med en frisk luft. Tidligere havde jeg fuglene i et overisoleret rum, hvor luftfugtigheden altid var høj og luftskiftet dårligt. Det betød at jeg oftere måtte skifte bundlaget ud fordi der dannedes våde pletter med svampesporer. Jeg tror derfor at det er vigtigt at man overvejer klimaet i sit fuglehus, med hensyn til fugt, lufskifte og varme udfra de fuglearter man ønsker at holde.

Jeg tilstræber at holde en temperatur hos kokoslorierne på 18-22 grader, men da jeg fyrer med brænde og bor i et utæt hus kan temperaturerne variere fra 10-11 grader om morgenen til 26-27 om aftenen, uden at det generer fuglene det mindste, tværtimod synes jeg, de ligefrem trives med dette naturlige temperaturskift.

Fuglene går i de førnavnte voliere på 2x1x1 med 5-6 cm spåner som bunddække. Spånerne dækker jeg med mos som ser dekorativt ud, samt forhindrer at spånerne flyver ud af buret. Desuden får fuglene meget tid til at gå med at pille i mosset. Rummet som fuglene går i er tørt, hvilket gør at rengøring efter disse små fugle indskrænker sig til at udskifte våde pletter i bundlaget samt forny grene med jævne mellerum. For at forhindre at fuglene kaster om sig med foderrester når spiser, har jeg placeret foderskålene i nogle plastikkasser som opfanger det værste svineri. Kasserne bliver vasket ca hver 3.uge. Foderskålene er nogle glasskåle, som udskiftes ved hver fodring. Tidligere brugte jeg plastik hængetrug, men de er sværere at rengøre og efter nogen tid bliver der ridser i dem, hvor bakterier kan sidde og gemme sig. Det bevirker at foderet bliver hurtigere dårligt i dem end i glasskålene. Drikke- og badevand gives i glaserede urtepotteunderskåle. Vandet udskiftes dagligt og ca 2. gange ugentligt, eller efter behov rengøres skålene.

Som redekasse anvender jeg hjemmelavede i model stærekasse. Højde ca 25-30 cm og bundflade i kvadrat på 10-12 cm. Hulstørrelse 4 cm. Lige indenfor indgangshullet har jeg placeret et ca 5 cm bredet brædt som trinbrædt inden fuglene stiger ned i selve redekameret. Brættet bruges også af hannen som soveplades, mens hunnen ruger, og ungerne får megen tid til at gå med og kigge ud af hullet inden de komer på pind. Iøvrigt tror jeg de er ret nemme at få til og vælge redetype.

Når fuglene kommer i yngle stemning, ser man øget gensidig fjerpleje hos fuglene. Hannen prøver gentagne gange at imponere hunnen med nogle svajende bevægelser hen over hende, mens hans iris trækker sig kraftigt sammen. Synes hunnen at det er en imponerende forestilling han laver trykker hun sig fladt ned mod pinden og viser derved at hun er parringsvillig. Selve parringen var ca 30 sek til 2 minutter og gentages flere gange om dagen. Efter at parringen er overstået optræder der næsten altid fjerpleje igen. Efter et stykke tid bliver der normalt lagt to æg med en dags mellemrum. Både han og hun ruger, men det er mit indtryk at omfanget af tiden den enkelte ruger svinger fra par til par.

Efter ca 25 dage klækkes æggene hvis de da ellers er befrugtede. Unger er den første tid næsten nøgne med nogle ganske tynde dun. Forældrene varmer unger den første tid, men efter ca 15 dage begynder forældrene at tilbringe en stadig større del af tiden tiden udenfor redekassen. Efter ca 2 måneder forlader ungerne redekassen, noget mindre end deres forældre. Men efter nogle få måneder har de opnået samme størrelse. Unger bliver ret hurtig selvstændige, men man skal dog være sikre på at de spiser selv inden de fjernes fra forældrene hvilket jeg normalt gør i 3-4 ugers alderen. På det tidspunkt kan forældrene være påbegyndt et nyt kuld. I redekassen bruger jeg støvfri høvlspåner som skiftes når de bliver fugtige. Der er naturligvis meget forskel på om der er 1 eller 2 unger hvornår man skal begynde at skifte dem.

Det har for mig været nemmere at have flere par kokoslorier, da det har været nemmere at sammensætte par der udviste god sympati for hinanden. Jeg kan derfor varmt anbefale at man koncnterer sig om nogle få arter, men så har minimum 2-3 paraf hver art, hvilket vil gøre det nemmere at få unger af dem.

Sådan fodrer jeg mine kokoslorier:
Mens jeg har haft kokoslorier har jeg prøvet et utal af foderopskrifter og sammensætninger. Først havde jeg en hjemmelavet som fungerede nogenlunde, men så skulle jeg som så mange andre prøve noget af det færdigfoder man kan få. Det kan godt være at det fungerer hos andre, men hos mig begyndte fuglene at se elendige ud og puste sig op. Når det så til med var meget dyrt at fodre med røg det hurtigt ud. Nu mener jeg selv at det foder jeg bruger virker fornuftig og der vil derfor ikke blive lavet meget om på det fremover. Grundbasis for fodring af de små arter er en tyndflydende vælling med et forholdvis lavt proteinindhold. Hvis man overholder de regler, så er man nået langt. Jeg stiller desuden krav om at de ting som indgår i foderet, skal være ting som jeg kan få i den lokale brugs eller foderstofforetning. Derved skal jeg ikke spilde tid på at fare land og rige rundt efter en ganske speciel ingrediens.

Loriblanding til ca 0,5 liter foder
1spk musli med tørret frugt
1 stor spsk æblemos
1 stor spsk marmelade (hjemmelavet)(hyldebær, solbær, jordbær etc.)
3 spk alm melis evt kan noget sukker erstattes af honning
3/4 spk CEDE lorifoder
1 knivspids kalk
1 knivspids ølgær
1 teske med top sojaskrå
1 knivspids Nekton S 1-2 gange ugentligt
evt. 1 spk gulerodssaft( hjemmepresset)

Fremgangsmåde:
Muslien overhældes med kogende vand og henstår i køleskab til dagen efter. æblemos og marmeladen og sojaskrå tilsættes. Det blendes grundigt inden de øvrige ingredienser tilsættes. Der fyldes efter med vand til ca 0,5 liter og foderet er klar til brug.

Udover vællingen bruger jeg meget grønt til mine fugle. Specielt fuglegræs og mælkebøtter bliver spist i stor stil. Hirsekolber får fuglene også. De spiser ikke mange frø, men piller lidt i dem.

Indholdet af vællingen svinger idet jeg prøver at variere det lidt. I øjeblikket har jeg ikke flere gulerødder, så det får de ikke før efteråret igen. Æblemos er der altid i blandingen. Jeg får mange nedfaldsæbler om efteråret, som jeg koger og fryser ned i portioner som jeg kan tage op til 2-3 dages forbrug. Den anden spk marmelade kan bestå af det marmelade man synes. Nogle gange har jeg nogle løsfrosne bær(hyldebær, solbær, ribs, hyben) som jeg så bruger i stedet. Til andre tider kan finde på at bruge lidt tomat, peberfrugt eller agurk, dog kun i små mængder. Jeg tror det er vigtig at man veksler lidt med indholdet.

Jeg har prøvet med sandkage og melorme til kokoslorierne, men det har trods ihærdige forsøg ikke været muligt at få dem til at spise det.

Jeg håber at der er flere som vil få lyst til at holde disse dejlige fugle, som efter min mening ikke er svære at have med at gøre hvis man blot er opmærksom på deres krav. Skulle man have lyst til at vide mere, så er man velkommen til at kontakte mig.

 Kristian.

Tålmodighed lønner sig

Så lykkedes det endeligt – efter mange års forsøg på opdræt af Bjerglorier (Trichoglossus h. moluccanus) og mange års drillerier om, at Bjerglorier er den nemmeste lori at opdrætte, så skete det lykkelige, at der endeligt klækkede en unge den 15. september 2002 på Merkurvænget 12 i Sønderris.
Det hele startede tilbage i maj 1993, hvor vi købte det første par Bjerglorier. Det var unger, der kun havde været af kassen i ca. 3 uger. Et par flotte fugle, der fik diplom på udstillingen i Esbjerg i oktober 1993. Allerede året efter i juni 1994 lagde fuglene de første 2 æg, der dog forsvandt igen – formentlig spist af forældrefuglene, da der intet var tilbage i kassen. Nu var vi da sikre på, at vi havde (mindst) én hun. Den fugl vi var mest overbevist om var en han fik vi kønstestet – og det var 1,0, så nu kunne vi kun vente på næste kuld æg.
I februar 1995 fjernede vi et ubefrugtet æg fra reden – og vi ventede igen, igen ………
I juni måned 1996 byttede vi vores han med en anden han, da det jo kunne være manglende sympati der var årsagen til, at æggene var ubefrugtede, men der skete stadig ingenting. I 1998 blev hunnen desværre syg og måtte aflives, hvorefter vi solgte hannen.
Nu skulle det være slut med Bjerglorier, men ak – allerede i foråret 1999 købte vi igen et par Bjerglorier, og denne gang et avlspar, som vi med egne øjne havde set med unger, så nu kunne det ikke gå galt!!!
Fuglene ville det anderledes – der skete nemlig overhovedet ingenting. Vores tålmodighed holdt helt frem til foråret 2001, hvor fuglene blev solgt i håb om, at en flytning måske ville gøre, at fuglene gik i gang.
Der gik ikke lang tid før vi hos Jens Jørgen Schou i Skærup stødte på de flotteste Bjerglorier med en meget dyb orange brystfarve, og så var vi solgt (igen) og købte ikke mindre end 3 Bjerglorier – det er jo nogle af de skønneste og flotteste fugle der findes. Alle 3 fugle fik lov til at gå sammen et stykke tid, men ret hurtigt var der to der skilte sig ud. Den 3. fugl blev kønstestet til 1,0 og solgt til en sjællænder, der sad med en enlig hun.
Så skete det endelig – den 26. august 2002 opdagede vi 2 æg i redekassen og den 15. september 2002 klækkede der 1 unge (æg nr. 2 var ubefrugtet) og nu har vi en meget flot unge, der kom på pind i midten af november 2002. Allerede den 18. december 2002 var der igen 2 æg i redekassen og hunnen rugede trofast, til trods for at den ”gamle” unge stadig gik i samme voliere som forældrefuglene. Desværre fik vi jo meget hård frost i begyndelsen af 2003, så 2 fuldt udviklede unger gik til i æggene og blevet fjernet omkring den 12. januar 2003.
Samtidigt med, at det lykkedes med vores Bjerglorier havde vi et par Kapizinlorier, der efter 3 år også lagde 2 æg, hvoraf det ene æg var ubefrugtet. Den klækkede unge blev desværre kun 1 dag gammel, men vi måtte endnu engang konstatere, at tålmodighed lønner sig …

Dorte & Jan Mathiesen

Del siden